Nyt visionært byområde på vej


En ny urban landsby er på vej i Trongårdens Byområde. Kommunen har solgt tre byggegrunde til en kommende grøn og varietet rækkehusbebyggelse
Efter planen skal grundene rumme en lav bebyggelse med boliger i forskellige størrelser. To tredjedele skal være ejerboliger og en tredjedel skal være lejeboliger. Der er tale om rækkehuse i et og to plan, der indrettes som huse og lejligheder med grønne udearealer.

Borgmester Sofia Osmani er glad for salget og siger: ”Det er enestående og nok også sidste gang, vi får mulighed for at bringe et større område i spil til en nyt rækkehuskvarter, da de resterende grønne arealer nu bevares som en rekreativ kvalitet i Hjortekær. Det betyder også, at de nye boliger får en unik beliggenhed. Samtidig er det kommende projekt Svanemærket, af høj kvalitet og skaber en god variation og balanceret byudvikling, som passer rigtigt godt ind i det grønne område”.

Bebyggelsen i Trongårdens Byområde planlægges som en lille urban landsby. Der skal være stor mangfoldighed i boligtyper til forskellige borgere, små snoede veje, åbne fællesarealer og grønne arealer som binder området sammen.

ELF Development skal udvikle og stå for byggeriet. CEO Ludvig Find siger: ”ELF Development er begejstrede over at have fået muligheden for at præge udviklingen af Lyngby. Vi har vurderet, at Lyngby-Taarbæk Kommune har en særdeles interessant strategi som Vidensby, og kombinationen af velfungerende uddannelsesinstitutioner og tiltrækning af større virksomheder gør, at efterspørgslen af nye attraktive boliger er stor. Vi har derfor store forventninger til gennemførslen af boligprojektet på Trongården. ELF Development ser frem til et godt og langt samarbejde med kommunen om udvikling af boligområder i Lyngby -Taarbæk Kommune af høj kvalitet.”

Fakta

  • Grundareal: ca. 55 000 m2 i Trongårdens Byområde
  • Etagemeter: ca. 23.000 m2
  • Arkitekter: Trongårdens Byområde er designet af Arkitema Århus som har stået for disponering og arkitektur

Planlagte boligtyper:

  • Lejligheder 2-værelses/studieboliger til enlige og studerende
  • Lejligheder 4 værelses til familier
  • 2 og 3 plans boliger til familier
  • 1-plans boliger til mindre familier, seniorer og enlige

  

Følg os på Facebook - Og få nyheden når den er ny!